Sommer

Sommer er blomstring og udfoldelse. Solen står højt på himlen og kaster sin stråleglans over alting. Naturen ifører sig sit fuldeste flor og fejrer sig sig selv i jubel og opløftelse.

Sommeren repræsenterer den ultimative Yang i Yang - Skabelsens fulde manifestation af sit potentiale.

Jeg er.

 

Menstruationscyklus - Indre Sommer

Den Indre Sommer er dagene omkring ægløsningen. På dette tidspunkt når Yang sit højeste niveau, og vores kropstemperatur stiger et par streger.

Indre Sommer repræsenterer varme, aktivitet, udadrettethed, kommunikation, samhørighed og opløftelse. Ligesom naturen er vi i fuld blomstring under den indre sommer. Livsenergien er på sit højeste. Vi kan opleve et øget træk ind i sociale sammenhænge, kommunikation, at forbinde os med andre. Vi kan også opleve en øget tiltrækning og forbindelse med vores partner og øget sanselighed og libido.

Det er nu, vi kan realisere idéer, drømme, og visioner fra det Indre forår. Det er vigtigt, at vi ikke holder tilbage, men lader os selv blomstre, udtrykke os og udfolde vores fulde potentiale, vores livskraft. Ligesom blomstringen i naturen er nødvendig, for at planterne efterfølgende kan sætte frugt, har vi også brug for at blomstre, så vi senere kan høste frugterne af det øgede energiniveau i denne fase.

Det er Indre Sommer's mulighed.

 

Ild-elementet

Indre Sommer hører til Ild-elementet. I den østasiatiske forståelse relaterer Ild-elementet endvidere til:

 

ÅRSTID: sommer

TID PÅ DØGNET: middag

ALDER: voksenalder, den fertile alder

RETNING: syd

ORGANER: hjerte, hjertesæk og tyndtarm

KROPSVÆV: blodkredsløbet

FARVE: rød

SMAG: bitter

SANS: tunge & tale

EMOTION: forceret glæde

Ild-elementet i os

Ild-elementet relaterer til den menneskelige bevidsthed, til det, der gør os menneskelige; til følelsesliv og følelsesmæssig intelligens, kommunikation, samhørighed, kærlighed og glæde.

Dele af hjernens funktion relaterer til Ild-elementet, blandt andet udskillelsen af de overordnede kønshormoner, der styrer menstruationscyklus. I den østasiatiske forståelse siger man, at  Hjertet er forbundet med livmoderen via en ekstrameridian, kaldet Bao Mai. Via Bao Mai styrer Hjertet skiftet fra Yin til Yang ved ægløsningen og fra Yang til Yin ved menstruation; en parallel til de overordnede kønshormoner LH og FSH's funktioner.

Kvinden har to hjerter

I den østasiatiske forståelse siger man, at kvinden har to hjerter. Det Øvre Hjerte og det Nedre Hjerte, som er livmoderen. Begge hjerter modtager blod og udskiller det igen rytmisk - det Øvre Hjerte via hjerteslaget og det Nedre Hjerte i en meget langsommere rytme via menstruationscyklus.

Begge hjerter bearbejder følelser og emotioner. Man siger, at det Øvre Hjerte i tiden op til menstruationen sender emotionel opbygning (det, vi kalder præmenstruelle humørsvingninger) ned til det Nedre Hjerte via Bao Mai, så det kan blive udrenset med menstruationen.

Ubalance i det Øvre Hjerte - typisk psykiske eller følelsesmæssige ubalancer - kan desuden påvirke det nedre Hjerte og dermed skabe hormonelle forstyrrelser, der kan påvirke menstruationscyklus og fertilitet.

Ild-elementet i balance

Når vores Ild-element er i balance, er vi følelsesmæssigt stabile, vi er åbne, nærværende og venlige overfor andre, vi kommunikerer relevant og vi er grundlæggende glade. Der er liv i vores øjne, og vi har god øjenkontakt med andre.

Dette kan virke meget tiltrækkende på andre mennesker.

Når Ild kommer ud af balance

Følelsesmæssigt pres og stress kan bringe Ild-elementet i os ud af balance. Vi kan feks opleve indre uro, hedeture, nervøsitet og problemer med at falde i søvn. Mere alvorlige ubalancer kan vise sig som afhængighed, psykisk ustabilitet og psykisk sygdom.

Styrk din fertilitet naturligt

I online-kurset 'Styrk din fertilitet naturligt - med dine indre årstider' får du meget mere information om, hvordan du kan understøtte dine Indre Årstider gennem din livsstil, kost, øvelser, selvbehandling og meget mere.